Livet i højderne har ikke altid været let for indbyggerne. Dagligdagen har været og er stadig præget af mange skæbner og vil du have indsigt i, hvordan dette lille samfund har udviklet sig gennem se seneste 100 år, kan du købe og læse bogen ”100 ans la-haut”, som er skrevet af ægteparret Gisèle og Roger Gaide, der gennem flere generationer har levet i Montvalezan.

La Rosiere består af flere bydele, oftest kendt under navne som ”den forreste bydel” og ”den bagerste bydel” eller under de korrekte navne, hvor de tre bedst kendte er Le Station, selve bydelen La Rosiere, og nedenfor denne Le Gollet. På den anden side af granskoven ligger les Eucherts, der i det store hele udgør det samlede byområde.

Byen er en del af kommunen Montvalezan, der dækker flere byer i lokalområdet. Montvalezan er en af mange kommuner i departementet Savoie, som igen er en del af regionen kaldet Rhône-Alpes, beliggende i det sydøstlige Frankrig. Montvalezan hører under Arondissement Albertville og Canton’en hedder Bourg-Saint-Maurice.

Kommunen har 661 faste indbyggere og dækker 25,9 km2, hvilket er ca. 25,5 indbyggere pr. km2. Til trods for det meget tyndtbefolkede område, er bebyggelserne for det meste anlagt meget koncentreret omkring mindre bysamfund i kommunen.

Da kommunen er en del af nationalparkområdet la Vanoise, er der ydermere restriktioner i forbindelse med byggetilladelser, både hvad angår formelle restriktioner så vel som valg af byggematerialer m.v.
– Kommunen ligger fra 860 – 2939 meters højde.

Oven for byen La Rosiere ligger et vartegn med historisk betydning. Det er Redoute Ruinée, et grænsefort, som franskmændende byggede i de tidlige 1890’ere efter at have mistet Elsace og Lotringen (Alsace) til tyskerne i 1870. På dette tidspunkt foretog franskmændene en generel udbygning af deres grænser forstærket med forskellige forsvarsanlæg.

Fortet blev yderligere forstærket fra 1936 – 1940 som en del af Ligne Alpine. Et forsvarsværk, der dukkede op flere steder i Frankrig og stadig ses mange steder. Fortet var skueplads for flere kampe, da Frankrig i 1940 blev invaderet fra Italien og under de efterfølgende kampe forsvarede en lille styrke på 47 franske alpejægere fortet mod flere svære angreb fra italienske styrker. De, der overlevede, fik efterfølgende – efter våbenstilstanden med Tyskland – lov til at forlade fortet med flaget i behold. Fortet led endnu større overlast, da allierede franske styrker ved krigens slutning forsøgte at erobre fortet fra fjenden.

Alt dette kan du se og opleve i og omkring La Rosière, hvis du bestemmer dig for en dag uden ski. Det er dog stadig ski, der er La Rosières største attraktion.