De yderste bosættelser ligger langs denne rute, bl.a. byer som “Capoluogo”, Entrèves, Petite og Grande Golette, Pont Serrand langs vejen mod Piccolo San Bernardo, alt imens byer som Bathieu, Moulin, Thovex, Buic og Preyllon ligger langs vejen til Morgex i dalen.

Mange bosættelser har tidligere være benyttet agrikulturelt, fx. Les Granges, som ligger ved vejen int Carlo passet, Promise og La Joux, som ligger langs vejen til Valgrisenche gennem Colle di Planaval passet. Andre var tidligere beboet p.g.a. de rige malmforekomster i området, fx Pera Carà og Villaret.

De grønne og næringsrige græsgange i højden kan kun benyttes kun om sommeren og ligger ofte noget højere end bosættelserne.

Byernes bygningsmæssige arv (kulturarv) har skiftet meget gennem tiderne for at tilfredsstille det formål, som bygningen fremover skulle have: lokal landbefolkning, sommerhus for indbyggerne ned i dalen eller tjene som formål for den lokale turisme, sommer og vinter. Det har ofte medført, at den landlige stil måtte udskiftes med mere moderne stil for at tilfredsstille de krav, som den tiltagende turisme ofte stiller til både stil og indretning.

De gamle huse, der ikke i tide fik ændret stil,  står ofte i dag tilbage i forfald eller som ruin og venter på at blive væltet til fordel for et mere moderne byggeri, som efterfølgende ikke ejes af lokale, men ofte af investeringsselskaber eller formuende private, der benytter huset som feriebolig.

La Thuile som det var

La Thuile har altid haft en strategisk placering, selv om ruten over Piccolo San Bernardo ikke altid har været lige så tilgængelig som nu. Det har måske helle ikke været meningen, idet man efter La Thuile mod Frankrig ofte har forsvaret rigets yderste grænser mod de indtrængende hære, der forsøgte sig over passet.

I romertiden hed byen Ariolica og navnet Thuilia dukkede op umiddelbart efter år 1000 og det nuværende navn, La Thuile, kom først på kortet i 1760. I den korte tid med facisme kort før og under 2.verdenskrig blev byen påtvunget navnet Porta Littoria og da fascisterne var på retræte fik byen sit gamle navn tilbage.

Den store engdal, hvor byen La Thuile ligger, domineres mod SSØ af Rutor (3.486 meter) og den s gletcher, som er ca. 9 Km2, til trods for en aggressiv tilbagetrækning (nedsmeltning). Bjerget blev første gang udforsket, da to englændere, Matthews and Bonney, i 182 sammen med en alpin guide fra Chamonix, Michel Croz, klatrede op på Rutor.

Det simple, men ofte meget hårde liv på de højtbeliggende græsningsarealer, hvor man foruden husdyrbrug også dyrkede kartofler, hvede og havre, ændrede sig meget i slutningen af tyverne, hvor La Thuile blev en mineby.

De lodder som firmaet Ansaldo-Cogne Society begyndt at dyrke var ikke særligt indbringende og samtidig blev malmfragten et problem, men tiderne taget i betragtning var der ikke andet at gøre, end at stille sig tilfreds med, hvad man havde.

Til trods for de hårde livsbetingelser, sygdom og fattigdom, strømmede folk til for at tilbyde deres færdigheder. Det medførte, at byen umiddelbart efter 2. verdenskrig havde mere end 1400 indbyggere.

Efter krigen dalede efterspørgslen på malm og især for La Thuile kunne det ikke længere forrente sig at hente malmen frem i dagens lys, så stille og roligt frem til 1966, hvor den sidste mine lukkede, flyttede de tidligere tilflyttede igen fra dalen.

Økonomien havde dog ikke taget skade, idet man allerede umiddelbart efter krigen havde indset, hvilken betydning området kunne få for den italienske turisme.

I 1948 åbnede således den første stolelift til Les Suches og kort derefter liften til Chaz-Dura. Den første turisme i området kom dog allerede I 1886, hvor de første turister kom på endags ture til område og senere, da de lidt mere modige fandt muligheder for overnatning, når de kom for at beundre den pragtfulde natur og ikke mindst udsynet til de mange smukke bjergtinder, der kunne betragtes fra de lokale bjerge overfor Piccolo San Bernardo.

Oplev La Thuile

Sammen med La Salle, Morgex, Pré St Didier og Courmayeur, tilhører La Thuile det ældgamle Vallis Digna, det sidste ydre område af Aosta dalen, før man bevæger sig ind I Frankrig via Piccolo San Bernardo passet. I dag er La Thuile kendt som et udendørs aktivitetscenter, selv om byen ikke helt har mistet hverken sin identitet som tidligere mineby eller sin historiske og geografiske identitet.

Alle byens og det omkringliggende landskabs aspekter viser tilbage til bjergene og Aosta dalen: I naturens stilhed på de snedækkede pister hører man stadig ekkoet efter bjergbøndernes driven kvæg, stemmerne fra minearbejderne på vej til arbejde, og munkenes bønne messen.

Historie og traditioner

I tidligere tider var de store arealer dækket af nåletræer, grønne græsgange for kvæget og store arealer med byg og hvede.

I La Thuile – som alle andre steder i alperne – var man dybt afhængig af vækstperioden og vejret, der kunne betyde alt for det kommende års overlevelse i højderne. Under perioden med udvinding af malm, var det mineralet, der styrede økonomien, enten som eneste indkomst for en familie eller som et slunkent tilskud til det hårde liv som bonde, hvor der ofte var mange munde at mætte.

I dag styres økonomien af andre kræfter, eftersom tiderne igen har skiftet. Efter at have skiftet fra mindedrift og til turisme, voksede la Thuile op som et af de mest kendte turist centre i Aosta dalen. Byen har dog aldrig ladet sig friste af de lette gevinster, der kunne hentes i turismen. Man har i stedet valgt at lade byen udvikle sig til fordel for de fastboende, stille og kontrolleret for at bevare dens karakteristiske værdi som mindre bjergby, moderne og veludrustet, men samtidigt bevarende mindet om sin ydmyge herkomst.

Sammen med byerne La Salle, Morgex, Pré Saint Didier og Courmayeur, er La Thuile beliggende i den forhistoriske Vallis Digna, kendt som den sidste dal før fransk territorium. Dalen har en betydningsfuld historisk relevans, idet den har været vidne til den historiske udvikling, som man uden videre kan spore så langt tilbage som til tiden omkirng Caesar Augustus.

Over dalen i Piccolo San Bernardo passet ligger endnu en historisk kendsgerning. Her finder vi et ældgammelt hospice, som I tidernes morgen ble bygget og drevet af Mauriciske munke. I dag er klosteret restaureret (1999) og fungerer som turist information. I samme område finder man en Celtisk stencirkel og ruinerne af et romersk grænsefort, som man den dag I dag stadig laver udgravninger på (2010).